Der kom gæster med færgen

Jeg har haft besøg og det har gjort noget ved min oplevelse af tilhør. 3 gæster var taget med færgen fra Svendborg for at have en uformel snak om tilhør og deltage i en vandring rundt på øen. Og pludselig var jeg dén, der hørte til. Hende som kunne dele brudstykker af øens fortælling og hende, som udstak ruten og retningen.På turen snakkede vi om, hvad tilhør betyder og hvordan det opleves. To af min gæster fortalte, at de bor i et hus, som stadig omtales som de tidligere ejeres hus (de har boet der i to år nu). De to oplevede et stort tilhør til deres hjem og sted. Men jeg kan ikke undgå at tænke, hvornår bliver ens eget hus, ens sted? Hvad er det udtryk for, når de andre, dem der var der først, omtaler ens hus, som nogle andres? Hvornår bliver man selv skrevet ind i et steds historie?

Men det er ikke det hele. Da jeg kom i morges var kontoret bundfrosset, så imens radiatoren fik bugt med kulden gik jeg en lang tur - den samme som jeg senere tog mine gæster med på. Ved at bevæge mig i mit eget spor den samme dag oplevede jeg glæder ved at genkende og kende. Og måske antydningsvis have et forhold til stedet, et tilhørsforhold?

Lidt senere, og før gæsterne endnu var kommet, kom B forbi med et 16 siders dokument med et rids over Skarøs historie. Jeg nåede at orientere mig flygtigt i det, så jeg var en smule bedre rustet til at tage imod og vise øen for mine gæster.

På min 2. dag på kontoret har jeg både styrket mit forhold til stedet og mine relationer til øboerne. Jeg har ingen svar, men listen med spørgsmål vokser.

 

TilHørTil er et værk skabt til festivalen Out of Season 2018 Luise Midtgaard har pr. 09.02.2018 taget ophold på Skarø i et kontor opstillet på haven, hvorfra hun over det næste år skal undersøge, hvad det vil sige at høre til. Hendes undersøgelser udgår fra Kontor for Tilhørsforhold, som på samme tid er en installationsoplevelse for den nysgerrige besøgende og et faktisk kontor. Projektet skydes i gang med 9 sammenhængende arbejdsdage under festivalen Out of Season 2018, herefter møder hun ind på kontoret et par gange om måneden. Se mere her

Logbogtilhortil